11 x Malmros – se filmene og mød mesterinstruktøren
Kom helt tæt på en af dansk films allerstørste instruktører, når vi over 3½ måned viser og fortæller om samtlige Nils Malmros’ spillefilm – fra debut til mesterværker. Og tilmed får besøg af instruktøren selv - hele to gange!
Nogle film ser man. Andre bliver siddende i én længe efter, at lyset er tændt, og rulleteksterne er forsvundet. Nils Malmros’ film hører til blandt de sidste.
Fra sidst i januar til først i april 2027, har du en unik mulighed for at se SAMTLIGE Nils Malmros' film (på nær én!). Kavalkaden skydes i gang den 20. januar 2027, kl. 19:00, med et foredrag med Nils Malmros selv, der fortæller om sin vej til filmen.
Hør Malmros fortælle om inspirationen fra den franske nybølge i 1960'erne, og hvordan han fandt sit helt eget filmsprog. Hør også anekdoterne om, hvordan han fandt en uvurderlig skatkiste i sine egne minder fra sin barn- og ungdom i Aarhus. Undervejs viser Nils Malmros klip fra flere af sine film, der tilsammen giver et unikt indblik i det kreative og kunstneriske univers og arbejdsmetoder.
Mandag den 22. marts 2027, kl. 19-21:30, kommer Malmros igen forbi, denne gang i BASbio, hvor han introducerer "Barbara" (1997), som efterfølgende vises på det store lærred. Billetsalg til denne forestilling er endnu ikke startet.
Malmros-onsdage
Herefter vises alle Malmros' filme kronologisk onsdag eftermiddage.
Hver gang introducerer kulturformidler, historienørd og med rimelig sikkerhed Danmarks største Malmros-kender, Hans Wendelboe Bøcher, dagens film, og giver perspektiver på instruktøren, historierne bag og de temaer, der gør Malmros' filmunivers værd at vende tilbage til.
Introduktionerne giver både nye seere og garvede Malmros-beundrere noget at tage med sig ind i mørket – og måske noget at tænke videre over på vej hjem.
For at se dette indhold, har vi brug for dit samtykke til at bruge marketing-cookies.
Detaljens og følelsernes mester
- Ved at se alle filmene i rækkefølge - fra de tidlige film, til de senere hovedværker - får man muligheden for at se også den store fortælling om instruktøren, der igen og igen har turdet gå tæt på det menneskelige; på usikkerheden, længslen, de ubesvarede spørgsmål og de øjeblikke, hvor livet tager en drejning, vi først forstår bagefter, fortæller Hans Wendelboe Bøcher, der bl.a. står bag den officielle hjemmeside www.kundskabenstrae.dk og selv medvirker i "Kærestesorger" (2009).
- Hver film er i sig selv et helstøbt mesterværk, men tilsammen kan Malmros' oeuvre noget endnu større. Mellem de enkelte film findes nemlig usynlige tråde og pointer, som først bliver synlige, når filmene ses i sammenhæng.
Kavalkaden giver på den måde en helt unik mulighed for at opleve sider - også af de enkelte film - som ellers ikke træder frem; tilmed i fællesskab med andre og med tid til at fordybe sig.
Velkommen til 11 film-arrangementer. Velkommen til filmhistorisk rejse gennem Nils Malmros’ samlede spillefilmsværk. Se filmene, genoplev dem, eller opdag dem for første gang!
Én instruktør. Et helt livsværk. Og masser af stof til eftertanke.